Opvaskemaskine
| Sådan vælger du den rigtige opvaskemaskine |
Inden du køber ny opvaskemaskine, er det en god idé at tænke dine behov godt igennem. Hvad skal maskinen kunne? Herunder stiller vi nogle spørgsmål, som kan hjælpe dig med at vælge den helt rigtige opvaskemaskine for dig og din familie.
Hvor stor er din opvask?
Er I mange i din familie, er det naturligvis bedst at vælge en stor opvaskemaskine, der kan klare en stor mængde opvask ad gangen. Er I kun 1 eller 2 personer, findes der i dag mange gode, mindre maskiner. Du kan dog også vælge en større opvaskemaskine, som har spareprogram, hvor du for eksempel kan nøjes med at vaske i øverste eller nederste halvdel af maskinen.
Skal den indbygges eller ej?
Den mest praktiske placering af en opvaskemaskine er i køkkenet i nærheden af spisebordet, håndvasken og skabet med service. Her er du også sikker på, at der er el og afløb.
Men inden du beslutter dig, er det første du bør finde ud af, om din nye opvaskemaskine skal bygges ind eller stå frit. Vælger du en indbygningsmodel, skal målene naturligvis være meget præcise, og top- og sideplader skal kunne tages af. Benene skal også helst være justerbare, så du kan tilpasse højden efter bordpladen.
Med en indbygningsopvaskemaskine skal du være særligt opmærksom på, om den har ventilationshuller, da dampen vil kunne skade træværket i dit køkken. I nogle opvaskemaskiner er der ingen ventilationshuller, da dampen kondenseres inde i maskinen. Bor du i lejebolig, skal du huske at have ejerens tilladelse til at installere den.
Til alle indbygningsmodeller kan du fra din køkkenforhandler få en frontplade i samme træsort eller farve som resten af dit køkkenet.
Skal din opvaskemaskine stå frit, skal den sikres mod at kunne tippe. Du kan f.eks. skrue den fast i gulvet eller væggen bagved. På fritstående modeller behøver toppladen ikke kunne tages af.
Energibesparende?
En moderne opvaskemaskine bruger 12-18 liter vand til at vaske en fyldt maskine op. En stor tysk undersøgelse har vist, at en tilsvarende opvask kræver ca. 88 liter vand, hvis den vaskes af i hånden. Prisen for en opvask i maskine er ca. 2,50 plus sæbe. Prisen for en opvask i hånden er ca. 4,50 plus sæbe (Kilde: Energicenter Vest)
Gode spareråd:
Fyld altid maskinen helt op
Vask ved 50/55 grader - det bruger 10-20% mindre el end vask ved 65 grader
Skrab madrester af, det er ikke nødvendigt at skylle af
Stil snavset service i maskinen med det samme, så det ikke tørrer ind og dermed kræver et længere program
Hvor hårdt er dit vand?
Når du skal have installeret din opvaskemaskine er det vigtigt, at du kender vandets hårdhedsgrad i dit område (du kan spørge dit lokale vandværk eller kommunens tekniske forvaltning). Bliver opvaskemaskinen ikke rigtigt installeret fra starten, vil afkalkningsanlægget og afspændingsmidlet ikke fungere, som det skal – og opvaskeresultatet blive dårligt. Afspændings- og opvaskemiddel skal også doseres efter vandets hårdhedsgrad.
|
Hårdhedsgrader målt i dH |
|
Blødt vand |
Under 10 dH |
|
Middelhårdt vand |
10 - 20 dH |
|
Hårdt vand |
Over 20 dH | |
|
Fra A til G – hvad betyder energimærkningen?
Alle opvaskemaskiner er energimærkede med bogstaver fra A til G. A betyder, at opvaskemaskinen udnytter energien godt, mens G betyder, at den udnytter energien mindre godt.
Se de aktuelle tilbud på opvaskemaskiner.
|